F&H Group søger en S&OP Process Owner
Kan du samle data, mennesker og forskellige perspektiver til én fælles plan – og har du erfaring med at få en S&OP-proces til at fungere i praksis?
Hos F&H Group er vi i gang med at etablere vores S&OP-proces. Vi søger derfor en erfaren profil, der kan tage ansvar for at opbygge, drive og videreudvikle processen på tværs af organisationen.
Du bliver den, der holder sammen på processen og sørger for, at de rette mennesker bliver involveret, at input og data kommer på bordet i tide, og at væsentlige afvigelser bliver gjort synlige, så der kan træffes beslutninger på et solidt grundlag.
Det er en rolle med stor betydning for den måde, vi planlægger og prioriterer på. Du bliver bindeleddet mellem de kommercielle forventninger og de operationelle muligheder og får en central rolle i at skabe et fælles beslutningsgrundlag på tværs af Sales, Demand, Logistics, Product Development og Finance.
Din arbejdsplads bliver i Aarhus
Fra 1. december 2026 får F&H Group ny adresse på Hedeager 5, Aarhus N, hvor du også får din daglige arbejdsplads.
Du kommer ind på et tidspunkt, hvor vi både flytter ind i nye rammer og arbejder med at udvikle samarbejdet, processerne og måden, vi træffer beslutninger på på tværs af organisationen.
Sådan ser rollen ud i praksis
Vi arbejder allerede med forecast og planlægning i vores Demand-afdeling og har et solidt datagrundlag. Næste skridt er at samle de kommercielle forventninger, forecast, supply, lager og økonomiske mål i en fælles og fast S&OP-proces.
Det bliver dit ansvar at få den proces til at fungere i hverdagen.
Du skal skabe en tydelig rytme omkring S&OP, sørge for, at de relevante funktioner ved, hvad de skal bidrage med, og følge op, når input mangler eller kræver yderligere kvalificering.
Du skal ikke selv have svar på alle spørgsmål. Din rolle er at sikre, at den nødvendige viden bliver samlet, at uenigheder og afvigelser bliver tydelige, og at organisationen har et fælles og kvalificeret beslutningsgrundlag at arbejde videre ud fra.
Dine vigtigste opgaver
Du kommer blandt andet til at:
• etablere og drive F&H Groups S&OP-proces og skabe en fast månedlig rytme for input, møder, beslutninger og opfølgning
• samle og kvalificere input på tværs af organisationen og sikre sammenhæng mellem Sales, Demand, Supply, lager og Finance
• facilitere S&OP-møder og skabe fremdrift, også når forskellige funktioner ser forskelligt på udviklingen eller prioriteringerne
• identificere afvigelser, risici og muligheder og omsætte data til scenarier og et klart beslutningsgrundlag
• følge op fra én S&OP-cyklus til den næste, så beslutninger og aftalte handlinger bliver omsat til konkret fremdrift.
Du kommer desuden til at bidrage til udviklingen af vores rapportering, KPI’er og brugen af Slim4’s S&OP-modul, efterhånden som processen modnes.
Du skaber fremdrift gennem andre
En god S&OP-proces bliver ikke skabt af systemer og rapporter alene.
Du skal derfor have lyst til at være opsøgende og arbejde tæt sammen med mange forskellige mennesker i organisationen. De nødvendige informationer kommer ikke altid automatisk, og du skal være komfortabel med at følge op, stille spørgsmål og udfordre input, når noget ikke hænger sammen.
Det betyder også, at du skal kunne skabe fremdrift uden at have direkte ledelsesansvar for de mennesker, du arbejder sammen med.
Du skal kunne skabe engagement omkring processen, forklare hvorfor de enkelte bidrag er vigtige og samle forskellige perspektiver, så organisationen kan arbejde ud fra et fælles billede af situationen og de prioriteringer, der skal træffes.
Sådan får du succes i rollen
Du behøver ikke kende vores forretning, systemer og organisation fra første dag. Til gengæld forventer vi, at du bruger din erfaring med S&OP til hurtigt at danne dig et overblik og stille de spørgsmål, der hjælper os videre.
De første måneder
I starten sætter du dig ind i vores forretning, datagrundlag og nuværende planlægningsprocesser.
Sammen med de relevante kolleger får du defineret en tydelig struktur for S&OP-processen, rollerne omkring den og den faste møde- og beslutningsrytme.
Samtidig lærer du organisationen at kende og opbygger de relationer, der er nødvendige for at få processen til at fungere på tværs.
Efter 6–12 måneder
På dette tidspunkt forventer vi, at du selv driver processen og har skabt en arbejdsform, hvor de relevante funktioner ved, hvad der forventes af dem og kommer forberedte ind i processen.
Du har overblik over, hvor der er væsentlige afvigelser mellem salgsforventninger, forecast, supply og økonomiske mål, og du sikrer, at de bliver drøftet og omsat til konkrete beslutninger.
På længere sigt skal S&OP være blevet en naturlig del af måden, vi planlægger og træffer beslutninger på – og et vigtigt værktøj til at skabe større gennemsigtighed mellem vores kommercielle ambitioner, operationelle muligheder og økonomiske mål.
Hvem er du?
Du har praktisk erfaring med S&OP og har tidligere været med til at drive, implementere eller videreudvikle en S&OP-proces.
Din uddannelsesmæssige baggrund kan være inden for eksempelvis supply chain, økonomi eller business planning. Det afgørende er ikke den præcise uddannelse, men at du forstår sammenhængen mellem de kommercielle forventninger, forecast, supply, lager og økonomi – og ved, hvad der skal til for at få en tværgående planlægningsproces til at fungere i praksis.
Vi forestiller os desuden, at du:
• har solid erfaring med S&OP og kan omsætte data og forskellige input til klare anbefalinger og beslutningsgrundlag
• er opsøgende og trives med mange forskellige kontaktflader og interessenter
• kan facilitere dialoger, udfordre input konstruktivt og få forskellige perspektiver frem
• skaber overblik over deadlines, input, beslutninger og næste skridt og følger op, når noget mangler eller begynder at skride
• kan bevare det overordnede forretningsblik, også når du arbejder med komplekse data og mange forskellige input.
Erfaring med S&OP er en forudsætning for rollen. Har du derudover arbejdet med Slim4 eller et tilsvarende planlægnings- eller S&OP-værktøj, er det en fordel, men ikke et krav.
Vi lægger stor vægt på din måde at arbejde på. Du skal have lyst til at række ud, stille spørgsmål og skabe fremdrift på tværs af organisationen.
Hvad får du hos os?
Du bliver en del af vores Demand-team på 9 personer, men din rolle rækker langt ud over teamet.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med Sales, Demand, Product Development, Logistics, Finance og ledelsen og får en central position i arbejdet med at skabe et stærkere fælles beslutningsgrundlag på tværs af F&H Group.
Det særlige ved rollen er, at du ikke kommer ind og overtager en færdig S&OP-model. Vi er i gang med at bygge processen op, og du får derfor reel mulighed for at bruge din erfaring til at forme, hvordan S&OP skal fungere hos os – både i forhold til struktur, samarbejde, beslutningsfora og den måde, vi bruger data på.
Det giver dig mulighed for at sætte et tydeligt fagligt aftryk på en proces, der får betydning for både vores kommercielle prioriteringer, lager, supply og økonomiske beslutninger.
Praktisk
Stillingen er på fuld tid med ønsket opstart den 1. december 2026 eller efter nærmere aftale.
Ansøgningsfristen er den 23. oktober 2026. Løn aftales ud fra din erfaring og dine kvalifikationer. Derudover tilbyder vi pensionsordning, sundhedsforsikring og frokostordning.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Anne Kølsen, Head of Demand, på ako@fh-as.dk.
Rekrutteringsprocessen
Udfyld vores digitale jobinterview. Det tager cirka 15–20 minutter. Vær opmærksom på, at CV uploades efter det digitale jobinterview, og at du derfor skal logge på igen, når interviewet er gennemført.
Udvalgte kandidater inviteres til en første samtale. Går du videre, bliver du inviteret til en anden samtale. Inden anden samtale gennemfører du en personlighedstest, som vi bruger som udgangspunkt for en del af dialogen.
Vi holder samtaler løbende og lukker rekrutteringen, når vi har fundet den rette kandidat.
Om F&H Group
F&H Group A/S er Skandinaviens førende brandhouse inden for Kitchen, Living & Dining til faghandel, dagligvarehandel og B2C. Sortimentet består af cirka 10.000 varer fordelt på mere end 25 stærke brands – herunder Lyngby Glas, Södahl, Hoptimist, Rosti, Gense og Zone Denmark.
Vi er mere end 350 medarbejdere og har salgs- og datterselskaber i Oslo, Stockholm, Berlin, New York og Guangzhou.
F&H Group A/S · Hedeager 5 · Aarhus N · Tlf. 89 28 13 00 · www.fh-group.dk